Journal

5 September, 2020

ÆBLETRÆET

En dag hvor jeg sad og nød haven og dens forlængelse ud i engen og skoven, ændrede min opfattelse sig.
Hvor jeg tidligere havde nydt, at synet ikke blev opholdt af planter, men kunne bevæge sig frit, blev jeg opmærksom på en form for tomhed.
Selvom haven, til siderne, er omkranset af rododendron og nøddehegn, trådte plænens nøgenhed frem og fjernede mit fokus fra engen.
En ny energi rejste sig og rejste mig, og inden jeg fik set mig om, stod jeg på planteskolen i færd med at udvælge det helt rigtige æbletræ.
Et smukt lille træ med mange knopper.
Der viste sig at være god brug for den nye energi, for jorden var hård og leret, og jeg måtte ligge på knæ og hakke jorden løs for at få skabt et hul, der vat dybt nok til træet. Men det lykkedes, og i den kommende tid vandede og puslede jeg om træet.
Indimellem var det en belastning at skulle huske at vande træet hver dag, men glæden over at se hvordan knopperne udviklede sig til fine æbler opvejede anstrengelsen.
Efterhånden som æblerne voksede, faldt de mindre knopper af, og til sidst var der kun tre æbler tilbage.
De blev til gengæld smukke. Helt fuldendte, runde og røde.

En uge inde i august var de næsten modne, men ikke helt, og jeg skulle en uge afsted for at undervise på en stilhedsretræte. Inden jeg rejste, måtte jeg mange gange hen og røre ved æblerne. Jeg rundede min hånd forsigtigt om hvert af dem, mærkede deres tyngde og mærkede at de ikke var parate til at slippe endnu. Jeg var ikke helt tryg ved at efterlade dem, men det ville blive en varm og solrig uge, så de ville være perfekte, når jeg kom tilbage igen. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville bide i den sprøde æblehud, og hvordan æblet ville frigive sin sødmefyldte saft. Blot at holde om et æble aktiverede både mundvand og forventning.

Det blev en fin retræte. I stilheden bliver det tydeligere for os, hvordan overbevisninger og mønstre hindrer os i at være nærværende og leve fuldt.
Overskrifterne på de tilstande, som forhindrer den indre godhed og lethed i at udfolde sig, er begær, aversion og ignorance. Der er hele tiden noget, vi vil have eller ikke vil have, hvis vi da ikke blot er ”ligeglade” og har rullet gardinerne for.
Da jeg en sen aften kom tilbage, var jeg opfyldt af den væren, der opstår efter flere dages meditation. Jeg hvilede i mig selv. Der var ikke noget, der skulle opnås, og der var ikke noget, der skulle skubbes væk.
Men jeg havde travlt med at komme ud til mit lille æbletræ.
Og der blev jeg ramt af et frygteligt syn. Æblerne var simpelthen forsvundet!
Tilbage på træet hang kun et halvspist æble med tydelige spor af fuglenæb.
Æblet hang der stadig, nok fordi jeg havde bundet grenen op med sejlgarn af frygt for, at den tynde gren skulle knække under vægten af æblerne. Vi var ellers gode venner, solsortene og jeg. Jeg var klar over, at set fra deres synspunkt, var det mig, der var gæst i deres revir. Men at de også opfattede min anskaffelse af et æbletræ som en gestus til dem, havde ikke strejfet mig.
Nu blev jeg sur. Fantasien om mig, der bed i et sprødt og saftigt rødt æble, trådte frem igen, men denne gang med en følelse af ærgrelse og modstand.
Jeg vendte ryggen til træet og gik i seng.

Næste morgen vågnede jeg ved fuglestemmer og sollys, der trængte ind under gardinet og var allerede mildere stemt.
Jeg nød igen at kunne sidde i haven og spise min morgenmad og indtage vidderne fra engen.
Da mit blik strejfede æbletræet, fik jeg øje på solsorten, som var i fuld gang med det halve æble.  Ved træets fod krøb to store unger sammen.
Kort efter hoppede den ned til dem, og nu gabte ungerne om kap, mens de blev fodrede med de saftige æblestykker.
Jeg mærkede et strejf af lykke.
Solsorten havde på én gang befriet mig for min egen betydningsfuldhed og mindet mig om min plads i al tings familie.
Solsorten havde taget æblerne, men ikke min glæde ved æbletræet. Kun min modstand mod ikke at få det, jeg mente var mit, havde i et upåagtet øjeblik punkteret glæden.

10 December, 2019

JULESTEMNING – hvor gemmer den sig?

Billedet af en juleby med sne, engle og folk med pakker og juletræer i favnen, trykt på trefløjet karton, var samlingspunktet for mig og min oldemor i december. Kartonen var trefløjet, hvilket gjorde, at den kunne stå som et alterbillede på spisebordet. Samtidigt fik de favnende sidefløje scenariet til at virke på én gang dragende og omsluttende.

Billedet var overdrysset med glimmer, hvilket gjorde landskabet næsten levende, når flammen fra stearinlyset, som var anbragt foran den, flakkede i trækvinden fra vinduet. Lyset stod mellem os på spisebordet i en rød trækerte. Det glitrende og eventyrlige landskab blev akkompagneret af lyden fra en engle-lysestage. Fire lys fik nogle messing-engle til at bevæge sig rundt og aktivere ringle lyde fra en lille bjælde.

Hver dag sad vi i skumringen og så på julen og lyttede til bjældemusikken. Ingen af os sagde noget. Uden at vi vidste det, var det et helligt øjeblik. Når lyset var brændt ned, gik oldemor ud i køkkenet for at lave kaffe til os. Jeg gjorde plads på spisebordet, så hun kunne sætte bakken med kaffe og mariekiks. Hun serverede Nescafé med sukker og mælk og jeg havde min egen kop i lyseblåt porcelæn. Bakken var lavet af brunt træ med indlagte mønstre i lysere træ.

Jeg arvede bakken, da hun døde, og bruger den stadigt, når jeg serverer kaffe. På et tidspunkt købte jeg en englelysestage. Men dens dingende lyd var skuffende flad. Hverken juleglimmer, stearinlys eller englelysestage har kunnet skabe forbindelsen til den magi, der er til rådighed i et barnehjerte.

Men i skumringen opstår et rum, hvor stilheden får plads og hvor der indfinder sig noget hos mig, der minder om stemningen fra min oldemors stue. En glæde, som er forbundet med nærværet og den samhørighed, der opstår, når alt andet fortoner sig. Og som åbner til bevidstheden om det, man kan kalde julens budskab.

Vi talte ikke om Gud i mit barndomshjem, for min mor troede ikke på Gud. Derimod var det min opfattelse, at hun troede på julemanden. Måske var det derigennem, at der opstod en bevidsthed om, at der fandtes noget større. Noget der havde kvalitet af ubetinget godhed. De sparsomme oplysninger kombineret med fantasien og en sansning af det guddommelige, skabte i mig, en generel stemning af ærefrygt og forventningsfuldhed eller måske længsel. I december blev stemningen støttet af den fælles og uudtalte tro på at julemanden findes.

Da jeg selv fik børn lykkedes det, at videregive troen, både på Gud og på julemanden. Dog lidt for grundigt med hensyn til julemanden. Noget jeg måtte erkende, da mine børn blev drillet i skolen, fordi de forsvarede hans eksistens. Nu er børnene voksne, men de husker stadigt hvordan det var, at komme hjem efter gudstjenesten juleaftensdag. Særligt een juleaftensdag står prentet i hukommelsen:

Vi sad i bilen, parate til at køre til kirke. Alt var gjort klart. Gåsen simrede i ovnen. Træet var pyntet. Nu manglede kun julemandens ankomst med gaverne. Men lige som vi skulle til at køre, kom jeg i tanker om at jeg havde glemt mine handsker. Familien måtte pænt vente i bilen, mens jeg løb ind i huset for at hente dem.

Her fik jeg travlt. Jeg hentede sækken med gaver, som havde været gemt. Smed nogle pakker under skorstenshullet i pejsen og flere på vej hen til juletræet og under træet. Jeg nåede endda at lægge et par stykker i haven, så det så ud som om de var tabt på vej hen til skorstenen.

Vi havde stillet en flaske portvin og et glas på pejsekanten, hvis julemanden skulle trænge til lidt at styrke sig på. Nu hældte jeg op, drak det og lagde det brugte glas skødesløst ved siden af flasken. Derefter hentede jeg en stor skindvante som jeg lagde ved siden af flasken. ”Jeg kunne ikke lige finde mine handsker”, sagde jeg undskyldende, da jeg igen satte mig ind i bilen.

Børnene blev målløse, da vi kom tilbage og opdagede alle sporene efter julemanden. Som detektiver løb de rundt efter beviser og overgik hinanden i deres tolkninger. Da vi kom til udpakning af gaverne, var det ikke indholdet, der var det vigtigste, men det, at de var blevet leveret af selve julemanden.

Da vi nogle år senere boede i en lejlighed uden pejs og skorsten, sad vi og spejdede ud af vinduet. For vi vidste jo, at han ville komme. Jeg syntes, at jeg skimtede noget rødt oppe mellem skyerne, og børnene var enige. De kunne også se det. Spændingen steg og pludselig lød det som om nogen bankede på døren og ganske rigtigt, da vi åbnede, stod der en sæk med gaver.

Gaverne er siden blevet glemt. Men stemningen huskes. Den særlige stemning af, at være del af et eventyr, af udvidelsen fra hverdagen til et andet univers. Noget der både kan være lovende og ubegribeligt. Forventningens glæde indeholder allerede en viden om det, der er muligt, når vi tager retning efter noget, der glimter i mørket. Når vi derimod forsøger at konsolidere julestemningen gennem for meget pynt og for mange juleevents, kan vi let komme til at glemme magien i såvel det ubegribelige som i antydningens kunst.

Mange af os frygter den mørke tid. Men måske kan vi invitere os selv og ikke mindst vores børn ind i skumringsrummet. Tøve lidt med at fylde dagene med lys og julearrangementer og i stedet blive stille. Opdage kvaliteten i det mørke, som engang gjorde det muligt for de tre vise mænd at følge stjernen over Bethlehem. Stilheden og skumringen hjælper os til at lytte og til at følge vores hjerte.

Min oldemor bagte aldrig småkager. Hun lavede hverken juleklip eller juledekorationer. Hun havde intet TV med julekalender og ingen radio med julesange. Hun fortalte heller ikke historier. Men hun kunne tænde et lys og sidde helt stille sammen med mig, uden krav og uden forventning. Hun skabte et rum, der gjorde det muligt at mærke magien – og kærligheden.

25 Marts, 2019

Ungarsk forår med japansk fejring

En lille dreng ler begejstet fra autostolen, som er spændt fast forrest på farens skateboard. De skyder fart ad den brede sti, der snor sig gennem parken og det kribler sikkert i maven på drengen.

Jeg har sat mig på en bænk i solen, for at skrælle en appelsin og kan samtidigt indtage scenariet denne lørdag i Margitszparken. Hvert efterår og nogen gange om foråret afholder jeg Mindful Compassion kursus på det gamle kurhotel, som ligger her i parken. Denne gang er jeg ramt lige ind i et ungarsk forår.

Ovre mellem nogle høje træer spiller en gruppe mænd baseball. Lyden af den susende bold tiltrækker en stor hund, som kommer løbende med savlet flagrende som tynde tråde i sit kølvand. Hunden har et grønt tørklæde bundet om halsen. Ligesom mange af de andre hunde her, er den gjort fin til udflugtsdagen.

Et andet sted har nogle forældre fundet sammen om at arrangere picnic. En hængekøje er spændt ud mellem et par træstammer og nogle små ansigter titter frem fra køjens dyb. Ved siden af bliver tæpper bredt ud og mad stillet frem. En lille pige har taget sine sko af og hopper undersøgende rundt i græsset.

På en hvidmalet bænk, med udsigt til et bed med gule og violette stedmoderblomster, er et ungt par forsvundet ind i hinandens nærvær. Hun ligger med hovedet i hans skød medens han kærtegner hendes hår og ser forelsket på hende.

På bænken lige ved siden af, sidder et andet par. Der er nogle årtiers forskel på dem og det unge par og tiden har kilet sig ind mellem deres kroppe. De sidder med god afstand til hinanden og med blikket rettet ud mod parken.

Nogle af træerne er flere hundrede år gamle og deres soliditet påvirker uden tvivl menneskene, der lejrer sig, eller leger, omkring dem. Floden Donau flyder på begge sider af øen, der er forbundet til fastlandet med en bro i hver ende. På den ene side af øen ligger Buda og på den anden ligger Pest. Indimellem lægger udflugtsbåden til kaj og nye hold går fra borde med madkurve, bolde, cykler, hunde og barnevogne.

Det er kun marts, men foråret har ramt øen og åbnet træer og buske ind i gule, hvide, grønne og lyserøde brus. Især det store japanske kirsebærtræ bag hotellet, tiltrækker opmærksomhed. Træet bliver fotograferet enten som sig selv eller som baggrund for en selfie.
En ung kvinde poserer i en hvid tylskjole med et pinkfarvet taljebånd, der er broderet med blinkende similistene.

Hendes strågule hår er trukket stramt tilbage i en valk og de lange kunstige øjenvipper blinker mod fotografen. Kort efter skifter scenen. Parret forsvinder og en mor løfter sin baby op mod de lyserøde blomster medens faren fotograferer. Babyen er også klædt i lyserødt, så det må være en pige. Hun er iført en heldragt med små ører på hætten og ligner en lille plysbamse. Hun rækker ud, men er for lille til at kunne styre sine bevægelser og forældrene ler og studerer derefter billederne på mobilen.

Det er en stor park. Mange mennesker har benyttet det gode vejr til at forlade byens boligkarreer og nyde dagen. Overalt er der smil og latter. Som om den bratte åbning ind i forårets velsignelse af varme, farver og fuglekvidder har udløst en værdsættelse, der af sig selv etablerer kontakt til en iboende mildhed.

Normalt foretrækker jeg stille skove og åbne enge, men i dag oplever jeg hvordan hvert menneske indtager sin plads og bliver en del af den hyldest, som naturens blomstring er. På vej tilbage til hotellet opdager jeg noget, der blinker hvidt bag hækkenes krumning. Da jeg kommer nærmere ser jeg, at det er en japansk kvinde i en overdådig brudekjole. Brudgommen vimser omkring hende, retter på det lang slæb og gør klar til bryllupsbillederne.

Imens har brudeselskabet slået sig ned ved murværket, der omkranser hotellet. Nogle sidder og andre står. Med pinde spiser de af medbragte flamingobakker og drikker dåsecolaer. De er alle fint klædt på og det virker lidt underligt med det fine tøj og det simple måltid. Måske har det gode vejr fået dem til at forlade et kedeligt selskabslokale. Eller måske er det bare japansk effektivitet, der kombinerer middag med fotografering. Jeg spørger om jeg må tage et billede og har lyst til at sige, at de burde gå rundt om hjørnet til det smukke japanske kirsebærtræ. Men det vil nok være for anmasende, så jeg nøjes med et hurtigt foto af bruden, der har i mellemtiden har taget solbriller på og er gået i gang med at spise.

4 Marts, 2019

Would You like Me to Put Oil in Your Bum?

Spørgsmålet sætter både følelser og tanker i gang. Ikke mindst fordi personen, der spørger, er en ganske tiltrækkende mand. Han ser på mig med et mildt og nærværende blik.
-”No thank you”, skynder jeg mig at sige. ”Jeg synes, vi skal lære hinanden lidt bedre at kende først, altså ikke fordi jeg er sart, men det kommer lidt pludseligt”, har jeg lyst til at tilføje, men jeg nøjes med et forsigtigt smil.

Han ser bekymret på mig. -”We need to get your stomach going”. Lange flyrejser er ikke kun en belastning for klimaet, men også for kroppen og min mave har det med at slå knuder efter en flytur. Dagen i forvejen er jeg ankommet her til ayurveda stedet, hvor den venlige læge nu forsøger at forbedre min tilstand. Jeg er iført en gulbrun sarong, som giver mit i forvejen blege ansigt et gustent skær og får de mørke rande under øjnene til at træde tydeligere frem. Mit ryg værker og jeg ønsker blot at forsvinde under massørens bløde hænder og den urteduftende olie.

Det er dejligt at lande til omsorg og massage. Og det er jo ikke første gang at jeg er på en ayurvedisk kur, som gerne indebærer udrensning. Men spørgsmålet kom bag på mig, så at sige. Måske var det hans ”Would you like..” eller måske det inviterende tonefald. Den efterfølgende dag undlod han heldigvis at komme ind på emnet og gav mig i stedet noget modbydeligt smagende mixtur, der bevirkede at jeg resten af dagen undlod at fjerne mig mere end ti meter fra toilettet.

Også for gruppen, som dukker op en uge senere til kurset i Mindful Compassion, opstår der lidt uro da en udrensningsdag bliver bragt på banen. Vi er på vores vante resort, hvor træge maver bliver behandlet rutinemæssigt og som en hverdagsting. Og efter nogle dages massager og meditationer er alle klar til dagen. ”Den søde tjener”, som vi kalder ham, serverer rissuppe på værelserne og om aftenen mødes gruppen til en let middag og der hersker en befriet stemning. Ayurvedabehandlingerne sammen med udrensningen og den dejlige ayurvediske mad skaber et fundament for de dybere slip, der bliver sat i gang gennem yogaen og den meditative undervisning.

Gennem to uger støtter vi kroppen i at overgive sig. Vi opdager, at vi faktisk ikke behøver at holde os selv, men kan lade os holde. Derved slippes små mikro traumer. Jeg tror, at det især er det, der har den helende effekt. Ideen om at vi skal kunne holde os selv, at vi skal kunne klare det, at vi skal tage os sammen, får kroppen til at spænde op i områder, der i forvejen er svage. Det kan være muskelopspændinger i kroppen og det kan være rigiditet i sindet. Overbevisninger, der opleves som sandhed.

I virkeligheden er det jo uhyre enkelt. At være til stede i øjeblikket, får os til at lande i kroppen. Problemet er, at vi hele tiden forsøger at skabe et øjeblik, som det synes værd, at være til stede i. Derfor vurderer vi konstant hvert øjeblik ud fra vore hidtidige erfaringer og overbevisninger. Og derfor kan vi ikke lande i nuet og i kroppen, uden at vi giver slip på fortiden.

Da jeg skrev på bogen ”Selvomsorg- Genvej til godhed”, havde jeg en lang periode, hvor jeg selv sad fast i en modstand mod øjeblikket. Efter længere tids sygdom, var der ikke mange kræfter. Samtidigt var der en indre fornemmelse af bogen. Trætheden spændte ben for, at bogen kunne udfolde sig fra den indre viden til manuskriptet. Kapitlerne stod klart, men sætningerne ville ikke tage form.

Det syntes som en endeløs række af uønskede øjeblikke. Jeg var træt og jeg blev træt af mig selv og træt af omstændighederne. Ind i mellem havde jeg bare lyst til at droppe skriveriet.

Det blev klart for mig, at der var kaldt på et større slip. Jeg var nødt til at slippe bogen og jeg var nødt til at slippe enhver forventning til mig selv, om hvad jeg skulle kunne klare. Når jeg skriver på en bog, er det som at være gravid. Opmærksomheden drages konstant mod det ufødte barn, som bliver en lille ledestjerne. Jeg var nødt til at acceptere at barnet aldrig ville blive født, uden at jeg af den grund behøvede at slippe kærligheden til det.

Det var i dette rum af kærlighed og accept, at bogen kunne slippes og jeg kunne falde tilbage på sofaen. Her lå jeg i dagevis og fulgte skyerne som passerede over himlen. Det var fredfyldt. Jeg tillod mig selv at være så træt som jeg faktisk var, og mærkede at det ikke var nødvendigt at fuldføre et projekt for at tillade kærligheden. Det var i dette slip, at noget kunne dø for at give plads til et nyt øjeblik.

Øjeblik efter øjeblik fik lov at udfolde sig uden at jeg trængte mig på. Det var som én lang nulstilling. Efter et par måneder opstod øjeblikke, som inviterede mig ind i en ny bevægelse med bogen. Nu nærmede jeg mig med forsigtighed og med en ny villighed til at slippe bogen, når trætheden tog over. Det blev en periode med mange hvil mellem skriveriet. Men bogen voksede stille og roligt frem i sit eget tempo.

Det er så enkelt og samtidigt så uhyre svært at give slip.

De fleste af os har brug for at mærke, at der er noget andet, der holder, når vi slipper. Kærligheden er ikke altid levende. Selvom nogen vil synes, at det er en unødig luksus, er det derfor ikke kun en gave til os selv, at tage et ophold i støttende omgivelser, men en gave til den omverden, som vi er en del af. Uden medfølelse med os selv, kan vi ikke være der sandt for hverken manuskripter eller mennesker.

Når vi, som på ayurveda retræten, er en gruppe, der bevæger os sammen, bliver vi støttet ind i et fælles dybere slip. Mange udtrykte at retræten havde reddet deres liv.I virkeligheden var vi blot ankommet til et nyt øjeblik, til et nyt liv - med tomme hænder.

14 Februar, 2019

Alene på Valentinsdag

Hvad end man er med eller uden kæreste, kan man komme til at føle sig alene på en Valentinesdag. Selvom man måtte mene, at dagen blot er udtryk for kommercielle interesser, kan man alligevel blive ramt af den intense forherligelse af lykkelig tosomhed.Når man er omgivet af hjerteformede lyserøde balloner, kan der opstå et savn efter, at en anden viser én sin kærlighed med en buket, en middagsinvitation eller søde ord.

Mange af os er alene, eller har måske en kæreste, som ignorerer muligheden for at fejre én. Noget som kan opleves som tungt, når der er parforholds fejring omkring os. Men luften kan gå ud af både balloner og kæresteforhold. I det øjeblik, hvor vi kan nyde selskabet med den indre elskede, kan længslen slippe det knugende greb om hjertet.

Vi kan i stedet for at lade dagen vække mismod, lade den være en invitation til at fejre vort hjerte. Måske kan dagen være begyndelsen på et nyt kærlighedsforhold til dig selv. I stedet for at fortrænge savnet, kan vi lytte indefter. Hvad kaldes der på? Hvad kunne være en kærlig gestus til dig selv? Måske en tur i skoven, et godt måltid, en meditation, en blomst. Eller at sætte dig og ånde ind med et lille smil og lade kroppen mærke at du er her lige nu. Det vigtigste er ikke handlingen, men at rette opmærksomhed til sig selv med mildhed og omsorg. At vi lytter til kroppen og lader den mærke at vi er her for den.

At tage sig af sig selv, styrker og heler og herfra spreder kærligheden sig naturligt til andre.Hvis vi kan lade Valentinsdag blive til en selvomsorgsdag, kan vi lade balloner og lyserøde hjerter minde os om den kærlighed, der altid er til rådighed. Den kærlighed som vi åbner til gennem mildhed og medfølelse.Vi kan opdage, at vi ikke er alene og at både følelsen af ensomhed og længslen efter kærlighed er et menneskeligt vilkår.Måske genkender vi os selv i den forbipasserendes ansigt, og kan lade selvomsorgen bane vejen for et smil til den anden.
Når vi tillader alenehedens smerte at blødgøre hjerte i stedet for at hærde det, åbner vi til kærligheden. Måske opdager vi, at vi allerede er elsket.

27 November, 2018

Selvomsorg

Vore muligheder for at tage os af os selv på et materielt plan er vokset til et niveau, der nærmest har ført os væk fra os selv og ind i en konstant higen efter det sidste nye på listen over gode ting man kan gøre for sig selv.

Men selvom vi i de senere år er blevet mere bevidste om nødvendigheden af en mere mindfulness orienteret tilgang til selvomsorg, har vore nervesystemer nærmest skruet sig ind i en evigt rastløs bevægelse hen mod at opnå den lykke, som synes at vente et sted i fremtiden.

Bevidstheden om at vi ud over den materielle komfort, må finde en personlig mening med tilværelsen, kan paradoksalt nok føre os væk fra livets iboende mening.

At verdens tilstand samtidigt kalder på en større ansvarlighed, lægger uvægerligt yderligere pres på mange af os.

Der er således gode grunde til at vi ser os selv reagere med irritation eller opgivelse i stedet for med den venlighed, vi i grunden ønsker.

Selvomsorg – Genvej til godhed søger at imødegå dette benspænd, der forhindrer os i virkeligt at tage os af os selv. Fortællinger og små lette øvelser vækker vore iboende ressourcer og evne til at drage omsorg for os selv og for andre.

At kunne yde sig selv omsorg handler om at komme i overensstemmelse med sig selv, og det vi véd dybt inde. Det handler ikke så meget om selvransagelse, som at opdage, hvad det vil sige at være tro imod sig selv. Når vi opdager dette på kroppens præmisser, forbinder vi os med dens evne til at regulere sig selv ind i en balance, der medfører livsglæde og nærvær.

Når selvomsorgen rejser sig fra et autentisk sted i os, opstår en kvalitet af godhed. Det etiske aspekt i forhold til omverden, bliver derved præget af naturlig godhed, fremfor af anstrengelse og stræben.

Selvomsorg er en dannelsesproces hvor vi erfarer hvad kærlighed og medfølelse egentlig er.

Både gennem min egen rejse og gennem de mange mennesker, der har deltaget i mine kurser, har jeg oplevet hvordan forståelsen af selvomsorg har stemt kroppens instrument ind i en ny og renere tone. Bogen inviterer ind i denne fordybelse og tilbyder samtidigt redskaber til at håndtere stress og smertefulde tilstande.

Vil du videre på din egen vej mod selvomsorg og godhed, har bogen en række praktiske øvelser og meditationer, der viser vejen. Den første får du her:

Øvelse
Du kan starte med at lægge mærke til, hvad der støtter en sansning af stabilitet og velvære. Det kan være bestemt træer, kontakten med jorden, lyden af fuglene, blødheden i sengen, et måltid eller måske et varmt bad.

Læg mærke til den mindste lille sansning af behag, der opstår i forbindelse med for eksempel at stå ved et smukt træ. Den lille respons i kroppen er en antænding af din ressource og evne til at tage dig af dig selv.

Notér og/eller tegn, hvor i kroppen og hvordan behaget sanses. Hvordan oplever din krop behag? Læg også mærke til følelser og tanker, der opstår i kølvandet på behaget. Tag gerne en uge eller længere, hvor du dagligt noterer noget der udløste behag.

Hvis du gør det til en daglig vane på denne måde at dvæle ved noget, der er behageligt, lagres behaget i kroppen. Dette er en måde at tanke sig selv op på og nære kroppen, så der opstår en balance, hvor ubehaget fylder mindre. Vi får rettet op på effekten af vores negativitets tilbøjelighed, og vi får således et mere realistisk billede af, hvad det vil sige at være i live på denne planet.

Du kan læse mere om Selvomsorg her.

Læs mere